Igokoloo er en danse - og trommegruppe som gennem en årrække har optrådt til privatfester, firmafester, i børnehaver, på skoler, til karneval, byfester, festivaller, og meget mere. Gruppen blev dannet i 1994 og består i dag af 20 meget engagerede og glade medlemmer. Vores repetoire består hovedsagelig af sange og danse fra Sukumaland i Tanzania, hvorfra gruppens afrikanere stammer. Udover at være almindelige medlemmer af gruppen, fungerer de også som vores undervisere.

Desuden er rejser til Tanzania og besøg af gæstelærere i Danmark en stor inspirationskilde for hele gruppen. Afrika er meget andet end sult og nød, og det er centralt for os som dansegruppe, at komme ud og formidle den livsglæde vi selv har oplevet i mødet med den Tanzanianske danse- og musikkultur.

Igokoloo har hjemsted i København, hvor vi mødes og trommer og danser en gang om ugen året rundt. I løbet af året afholdes flere weekender hvor vi danser med gæstelærere, bygger nye trommer, laver kostumer og meget mere. Desuden er vi aktive deltagere på den årlige Utamadunilejr på Djursland. Her mødes vi med interessefæller fra hele Danmark, og sang, dans og tromning bliver en naturlig del af det sprudlende og festlige samvær.